
Vordingborg Gymnasium og HF
Modtageren af de 5.000 kr. var Amanda Ferslev Christiansen (3D).
Legatet gives til den student, der har opnået det højeste gennemsnit, uden bonus for flere A-fag, ved eksamen i 2024.
Rektor Jakob Stubgaard sagde således til hende i sin tale:
Schou-Beckmanns Legat gives til den student, der har opnået det højeste gennemsnit ved eksamen i år. Vi har rigtig mange dygtige elever. Faktisk har vi i alt 11 elever med et gennemsnit på 11 eller derover. Det er ret vildt.
Jacob Schou blev student fra Vordingborg Latinskole i 1762 og gjorde karriere og fik titel af etatsråd. Han giftede sig med Susanne Beckmann, og de testamenterede deres formue til forskellige velgørende formål, bl.a. et legat, der skulle belønne kommende studenter fra Vordingborg Gymnasium og HF.
Legatet er på 5.000 kr. I år har vi haft 3 elever, som lå helt lige i den absolutte top af skalaen, så jeg måtte bruge mine evner som matematiklærer til at regne vægtede gennemsnit ud, og jeg skulle ud på 2. decimal før vi kunne finde en afgørelse i år. Amanda’s gennemsnit var på 11,99647.